Pressemeddelelse
EU har netop godkendt den nye mediestøtteordning, der nu kan træde i kraft fra 1. januar 2024. Danske Medier ser med glæde på afgørelsen og håber i samme ombæring på, at det vil gå hurtigt med at åbne for ansøgningsprocessen, så midlerne kan komme ud og gøre gavn hos medierne.
I november vedtog Folketinget den nye mediestøttelov, men på grund af manglende godkendelse fra EU-Kommissionen, var det usikkert, om ordningen kunne træde i kraft fra det nye år. Nu har EU godkendt ændringerne af mediestøtteordningen, som er en del af medieaftalen fra juni. Derfor kan ordningen træde i kraft fra nytår, som det oprindeligt var planlagt.
Nyheden er en stor lettelse for Marianne Bugge Zederkof, konst. adm. direktør i Danske Medier. Ifølge direktøren har det været stærkt tiltrængt med økonomisk afklaring for den private mediebranche.
”Det er en tidlig julegave for den private mediebranche, at EU-kommissionen endelig har godkendt mediestøtteordningen, så den kan træde i kraft fra 1. januar. Godkendelsen bringer stor lettelse for især lokale og regionale medier, der er særligt pressede, og som har stærkt brug for den planlagte omfordeling af midler fra de landsdækkende medier til de lokale og regionale. Nu appellerer vi til, at processen herfra går så hurtigt som muligt, så medierne kan ansøge om støtte fra starten af 2024.”
Christina Blaagaard, formand i Danske Medier, ser ligeledes med begejstring på EU-afgørelsen, der ifølge formanden også vil bidrage til at skabe mere ro om mediernes rammevilkår.
”Det har været et hårdt år for mediebranchen præget af stor usikkerhed og en presset økonomi. Derfor er det rigtig positivt, at EU har godkendt mediestøtteordningen inden jul, så vi kan det nye år i møde med klarhed og ro om økonomien for medierne de kommende år – det har branchen ventet længe på. Nu ser vi frem mod, at ansøgningsprocessen kan komme i gang, og vi kan arbejde videre sammen om fremtidens rammer for medierne.”
Kontakt:
Marianne Bugge Zederkof
Konst. adm. direktør i Danske Medier
mbz@dmresearch.dk
M: 20 76 50 99
Christina Blaagaard
Formand i Danske Medier
chb@ing.dk
M: 40 34 39 56