Pressemeddelelse
Louise Brincker bliver ny adm. direktør i Danske Medier og Danske Medier Arbejdsgiver. Hun kommer fra en stilling som chef for Kulturministeriets ledelses- og kommunikationssekretariat.
Det bliver Louise Brincker, der overtager stillingen som adm. direktør for Danske Medier og Danske Medier Arbejdsgiver efter Morten Langager, der for nyligt meddelte, at han skifter til et job som direktør i Dansk Erhverv.
Louise Brincker kommer fra en stilling som chef for Kulturministeriets ledelses- og kommunikationssekretariat og har før det bestredet posten som kommunikationschef i DR. Hun har desuden en lang baggrund fra Udenrigsministeriet som bl.a. chef for ministeriets presseenhed og ministersekretær.
Danske Mediers formand, adm. direktør i Jysk Fynske Medier, Jesper Rosener ser frem til samarbejdet:
”Jeg ser frem til at arbejde sammen med Louise Brincker. Hun har en unik kombination af stor viden om mediebranchen, lang ledelseserfaring, veludviklet politisk forståelse og et omfattende netværk, der vil kunne sikre den fortsatte gode udvikling af rammevilkårene for Danske Mediers medlemmer,” siger Jesper Rosener og fortsætter:
”Louise Brinckers erfaring fra sine seks år i DR betyder, at hun kender de udfordringer, som mediebranchen står overfor. Hun kommer med en bredt sæt af kompetencer, og disse skal hun bruge til at gøre Danske Medier til en stærk stemme for medlemmerne og en attraktiv samarbejdspartner i branchen nationalt og internationalt.”
Også formanden for Danske Medier Arbejdsgiver, adm. direktør for JP/Politikens Hus, Stig Ørskov glæder sig over, at Louise Brincker bliver ny direktør:
”Louise kommer med en solid ledererfaring. Danske Medier Arbejdsgiver går ind i et år med flere vigtige forhandlinger, og jeg ser frem til at arbejde sammen med Louise om disse og organisationens øvrige vigtige opgaver,” siger Stig Ørskov.
Louise Brincker glæder sig til at tage fat på arbejdet i Danske Medier og Danske Medier Arbejdsgiver:
“Jeg har fulgt udviklingen i medieverdenen gennem mange år. Frie og uafhængige medier er en af grundpillerne i et velfungerende demokrati. Befolkningen skal kunne have tillid til medierne, og politikerne skal fastsætte tidsvarende rammebetingelser, der gør det muligt for de danske medier at tage kampen op med de internationale tech-giganter. Disse opgaver blandt mange andre ser jeg frem til arbejde sammen med Danske Mediers og Danske Medier Arbejdsgivers medlemmer om,” siger Louise Brincker.
Louise Brincker tiltræder stillingen 1. september 2019. Morten Langager vil indtil da fortsætte sit hverv som adm. direktør.
Frie og uafhængige medier er en af grundpillerne i et velfungerende demokrati. Befolkningen skal kunne have tillid til medierne, og politikerne skal fastsætte tidsvarende rammebetingelser, der gør det muligt for de danske medier at tage kampen op med de internationale tech-giganter
Louise Brincker
Om Louise Brincker
Louise Brincker, 50 år, er uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet og har desuden en grad i internationale relationer fra Institut Européen des Hautes Etudes Internationales, Nice-Sophia Antipolis i Frankrig. Hun indledte sit arbejdsliv i Bruxelles som assistent i Europa-Parlamentet, inden hun i 1996 kom til Udenrigsministeriet. I perioden 1999-2001 var hun udstationeret som ambassadesekretær på den danske FN-mission i New York. Siden blev det til godt tre år som ministersekretær, hvorefter Louise Brincker blev sat i spidsen for Udenrigsministeriets Presseenhed.
I 2010 skiftede hun til DR, hvor hun blev ansvarlig for DRs interne og eksterne koncernkommunikation. Senest har Louise tilbragt 3 1/2 år i Kulturministeriet som kontorchef for departementets ledelses- og kommunikationssekretariatet, hvor hun også har ansvar for kommunikationen i Slots- og Kulturstyrelsen samt Statens Kunstfond.
Privat er Louise Brincker gift med Anders Sølling, der er sikkerhedsrådgiver i Udenrigsministeriet. Ved siden af arbejdet er Louise Brincker en habil amatørviolinist, og meget af fritiden bruges i orkester- og kammermusiksammenhænge. Der bliver dog også tid til badminton og cykling.
Om Danske Medier og Danske Medier Arbejdsgiver – de private mediers talerør
Danske Medier er en brancheorganisation for de private danske medier. Vi kæmper for de journalistisk redigerede medier, det frie ord, den frie uafhængige presse og sunde rammevilkår for mediebranchen. Danske Medier tæller knap 300 medlemmer og næsten 900 medietitler.