Louise Brincker stopper som administrerende direktør for Danske Medier.
Danske Medier og Louise Brincker har i enighed og helt udramatisk indgået aftale om, at Louise stopper som administrerende direktør for Danske Medier og Danske Medier Arbejdsgiver.
Det sker i forlængelse af, at bestyrelsen for Danske Medier Arbejdsgiver har besluttet at lægge mediearbejdsgiverorganisationen sammen med Dansk Erhverv.
”Vi er nu kommet godt i mål med en sammenlægning, der skaber reel værdi for mediearbejdsgiverne. Men samtidig medfører sammenlægningen en opsplitning af den organisation, jeg har stået i spidsen for de seneste to år. Det vil derfor være en anden, der skal tage stafetten over herfra”, siger Louise Brincker.
Formand for Danske Medier, Jesper Rosener takker Louise Brincker for en stor indsats og ønsker hende held og lykke.
Danske Medier har konstitueret Marianne Bugge Zederkof som administrerende direktør og igangsætter nu rekruttering af Louise Brinckers efterfølger.