Størstedelen af overenskomsterne på det private arbejdsmarked skal fornys med virkning fra den 1. marts 2020. Det gælder naturligvis også for overenskomsterne i Danske Mediers Arbejdsgiverforening, der dækker det redaktionelle område, det grafiske område, funktionærområdet og distributionsområdet.
”Overenskomstforhandlingerne er livsnerven i den danske arbejdsmarkedsmodel. Det er tidspunktet, hvor parterne har mulighed for at tilpasse overenskomsterne og sikre, at overenskomsterne også passer til de udfordringer, som både medarbejdere og virksomheder står overfor i dag og i fremtiden” siger Thomas Rønnow, der er viceadministrerende direktør i Danske Mediers Arbejdsgiverforening.
I løbet af sensommeren og efteråret 2019 har Danske Mediers Arbejdsgiverforening indsamlet overenskomsttemaer og krav til overenskomstforhandlingerne hos medlemsvirksomhederne. Og ifølge Thomas Rønnow er retningen klar.
”Der er ingen tvivl om, at tilstedeværelse i den betalte arbejdstid, fleksibilitet og afbureaukratisering af overenskomsterne står højt på ønskelisten hos vores medlemmer. Samtidig har vi et vågent øje på økonomien i aftalerne, så omkostningsniveauet kommer til at afspejle de økonomiske udfordringer i branchen.”
Thomas Rønnow
DMA har allerede nu afholdt åbningsmøder med størstedelen af de forskellige overenskomstparter, og forhandlingerne om de journalistiske overenskomster med Dansk Journalistforbund er for alvor gået i gang i denne uge.
Målet er at aftalerne om overenskomstfornyelserne er afsluttede senest ved udgangen af februar måned. Forligsmanden har dog mulighed for at udsætte en evt. konflikt i op til fire uger, hvorefter et samlet mæglingsforslag forhåbentligt skal til afstemning. Resultatet af afstemningen forventes i slutningen af april.
Pia Rude Truelsen
Overenskomstchef, advokat (L)
prt@mediearbejdsgiverne.dk
Mobil: 21 37 10 52
Dir. nr.: 33 97 42 50