Analyse af Nikolaj Lægaard Simonsen, politisk konsulent i Danske Medier.
Coronakrisen har trukket dybe spor i mediebranchen. Manglende annonceindtægter har betydet sparerunder, og mange mediehuse har måtte søge om annoncekompensation. Men hvordan klarer specialmedierne sig igennem krisen?
Det helt nøgterne svar er naturligvis, at det varierer. Medier, der beskæftiger sig med offentlig virksomhed og undervisning, er fx tydeligt ramt. Inden for andre områder er der dog medier, som indtil nu har klaret sig bemærkelsesværdigt helskindet igennem. Dem vender vi tilbage til.
For ser vi på branchen som helhed, viser de nyeste tal fra Specialmediernes annoncebarometer faktisk kun et mindre fald i annonceomsætningen i 2020. Selvom annonceomsætningen i 2. kvartal 2020 faldt med hele 19 procentpoint, landede det samlede fald i 2020 på noget mere moderate ni procentpoint.
Det fald skal ses i lyset af, at annonceomsætningen for specialmedier samlet set har været gradvist faldende siden 2017 (hvad der dog langt fra unikt for specialmedierne, men derimod en udvikling mange steder i mediebranchen, hvor Facebook og Google i en årrække har presset markedet).
ANNONCEOMSÆTNING HOS FAGBLADE, TIDSSKRIFTER OG SPECIALMEDIER
Indeks ift. samme kvt. sidste år
Formand for Danske Mediers Fagudvalg for Specialmedier, Gitte Hejberg, mener, at der er flere grunde til, at specialmedierne samlet set har klaret sig fornuftigt på trods af coronakrisen:
"Det bekræfter tendensen i et mediemarked, hvor flere mediebrugere efterspørger nicheindhold. Der er mange initiativer i gang rundt om på de forskellige specialmedier. Mange udvider, afprøver nye koncepter og oplever en abonnementsfremgang, som trækker i en anderledes positiv retning end faldet i annonceindtægter."
Gitte Hejberg
Gitte Hejberg mener derfor, at der grund til forsigtig optimisme for branchen som helhed. Samtidig anerkender hun, at coronakrisen for nogle specialmedier har betydet et mærkbart og bekymrende fald i annonceomsætningen.
Sådan fordeler faldet sig på forskellige områder
Tallene fra Specialmediernes annoncebarometer viser, at der er meget store forskelle på, hvordan forskellige dele af specialmediebranchen er blevet ramt af krisen. For mens annonceomsætningen for specialmedier inden for ”Offentlig virksomhed og undervisning” er i indeks 77 – og således er faldet med hele 23 procentpoint – er medier inden for ”Landbrug, gartneri og skovbrug” i indeks 100 og dermed på samme niveau som året forinden. Området for ”Industri, teknik og håndværk” er ligeledes hårdt ramt med en nedgang på hele 19 procentpoint.
UDVIKLING I ANNONCEOMSÆTNING, OPDELT PÅ BRANCHE
Indeks ift. samme kvartal sidste år
Gitte Hejberg mener, at udviklingen kan siges at afspejle den generelle tendens, hvor coronakrisens økonomiske konsekvenser netop er stærkt brancheafhængige:
”Coronakrisen har haft konsekvenser for en række specialmedier - særligt inden for de områder, som er blevet meget direkte påvirket af krisen. Dog er det tydeligt, at det store fald i annonceomsætningen her er coronarelateret, og koblet med den stadig stigende efterspørgsel på den skræddersyede journalistik, som specialmedierne leverer, er der grund til optimisme for fremtiden."
Gitte Hejberg