Pressemeddelelse
Medieudviklingen 2021, DR Medieforsknings årlige rapport om udviklingen i danskernes brug af elektroniske medier, viser, at danskerne samlet bruger ligeså meget tid på medier som sidste år. Samtidigt viser rapporten en generel fremgang til det digitale medieforbrug og on-demand tjenester som podcast og streaming af video, hvilket understreger det presserende behov for fair konkurrencevilkår.
Adm. direktør i Danske Medier, Mads Brandstrup:
”Rapporten understreger, at både udenlandske aktører og statens medier fortsat spiller en for stor rolle på det danske mediemarked. Det sætter frie, uafhængige medier under pres, og det er derfor afgørende, at vi skaber fair konkurrencevilkår for en pluralistik mediebranche og får rettet op på det, der i dag skævvrider. Som vi skriver i vores medieudspil, handler det bl.a. om at justere og supplere mediestøtten de kommende år, at udvide nulmomsen samt en afskaffelse lønsumsafgiften, som i dag de facto er en skat på det frie ord.”
Lydmarkedet er fortsat klart i vækst, og i 2021 lyttede 30% af alle danskerne ugentligt til podcast mod ca. 9 % i 2016 og 26% i 2019. Udbredelsen sker inden for alle målgrupper, men i tråd med den generelle tendens for on-demand tjenester, har særligt de unge slået ørerne ud; Halvdelen af de unge og unge voksne lyttede sidste år til podcast hver uge.
Adm. direktør i Danske Medier, Mads Brandstrup:
”Danske medievirksomheder kan imødekomme den øgede efterspørgsel på video og lyd blandt unge ved at formidle deres historier på tværs af platforme. For særligt de mindre medier er der et behov for at investere i udviklingen, så de bliver i stand til at konkurrere om de unges opmærksomhed. DR sidder i dag for tungt på lytterne, hvilket blandt andet viser sig ved, at de har det som et selvstændigt mål at producere flere podcasts i deres strategi frem mod 2025.”
Radiokanalerne fastholder over en bred kam deres lyttere, og som Danske Medier beskriver i sit medieudspil, har særligt lokale, kommercielle radioer godt fat i de yngre lyttere.
Adm. direktør i Danske Medier, Mads Brandstrup:
”Det er på de lokale kommercielle radiostationer, at de unge ud over musik får lokal sport, kultur og redigerede nyheder. Det giver mening, at man aktivt arbejder med formidling af lokale nyheder og samfundsstof til unge, når nu man har fanget dem ind med musikken.”
For at skabe bedre støttemuligheder til radio og podcast, foreslår Danske Medier i sit medieudspil:
- At der afsættes en fast delmængde af public service-puljen, hvor lokale kommercielle radioer kan søge midler til at dække redaktionelle udgifter.
- At kriterierne for tildeling af midler fra public service-puljen justeres, så lokale kommercielle radiostationer igen kan søge midler til redaktionel innovation og udvikling.
- At podcasts og andre lydbårne produkter kan søge støtte fra en del af public service-puljen.
Kontakt
Mads Brandstrup
mab@danskemedier.dk
Mobil: 92 82 32 84