Pressemeddelelse
Niche- og fagmedierne er i dag blevet hyldet ved uddelingen af Anders Bording Priserne 2022, der fandt sted i Altingets Gård. Nomineringerne har i år været præget af mange forskelligartede projekter og gode indstillinger.
De seneste år har vist en udvikling mod stadigt flere og stadigt smallere nichemedier. Flere danske medievirksomheder ser ud til at have knækket koden og har med succes udvidet forretningen i Danmark og i udlandet. Det understreger fag- og nichemediernes fortsatte relevans og betydning, mener adm. direktør i Danske Medier, Mads Brandstrup.
"I et stadigt mere foranderligt mediebillede med nye formater og platforme, ser vi, at borgerne efterspørger niche- og fagligt orienteret journalistik. Det viser, at disse medier spiller en stor og vigtig rolle for vores måde at blive klogere på, og de bidrager i stor stil til et pluralistisk mediebillede, som er afgørende for nuanceret oplysning til borgerne. Med Bording-priserne hylder vi specialmediernes bidrag, og jeg er stolt at, at vi i et lille land som Danmark har et så bredt og dækkende udvalg af specialmedier, der fortsætter med at gøre sig relevante i medielandskabet," udtaler Mads Brandstrup.
Gitte Hejberg, ansv. chefredaktør for Fagbladet FOA og chef i FOA Kommunikation, udtrykker stor begejstring for dette års nominerede såvel som vindere:
”Det er noget af et sansebombardement at opleve så stor journalistisk ihærdighed, kreativitet og fortællelyst samlet på ét sted. Stort tillykke til vinderne og til de nominerede. De udvalgte projekter leverer på hver sin måde nogle fortrinlige bud på, hvordan stærk specialmedie-journalistik bliver til, tager form og er i synk med målgrupperne – og fører til opmærksomhed og omvæltninger i det omgivende samfund.”
Gitte Hejberg opfordrer alle specialmedier til at fortsætte med at indstille til Anders Bording-priserne:
”Ud over at være en fejring af specialmedierne, så er arrangementet en vigtig kilde til inspiration. Vi gør klogt i at lære af hinanden og lytte opmærksomt, når andre medier har afprøvet nye og anderledes veje.”
Vinderne af dette års Anders Bording Priser
Idéprisen – Akademikerbladet
Akademikerbladet tildeles Anders Bordings Idépris 2022 for en 10 sider lang tegnet reportage om geologen Christina, der var på kanten af førtidspension. Det er en nyskabende og modig fortælleform til et publikum, der ellers kan være glade for lange tekstartikler. Man får fortalt meget med få og enkle virkemidler. Det fremstår både subtilt og hensynsfuldt, uden at klarheden forsvinder.
Medieprisen – Mediet Markedsføring
Mediet Markedsføring tildeles Anders Bordings Mediepris 2022 for en markant omlægning af mediet. Skiftet har løftet ambitionerne, og Mediet Markedsføring er på imponerende kort tid blevet genoplivet og har skabt målbare resultater. Det er blevet et lækkert indholdsmæssigt og flot visuelt medie, der taler til en branche, som netop lever af de kreative og visuelle udtryk.
Journalistprisen – Folkeskolen
Folkeskolen tildes Anders Bordings Journalistpris 2022 for afdækningen af forholdene på den højt profilerede Søndervang Skole. Skolen opnåede flotte resultater gennem snyd og omgåelse af regler samt intimidering af lærerne. Historien er principiel, grundig og har haft mærkbare konsekvenser i form af advokatundersøgelse, tilbagebetalinger, ledelsens afgang og skærpet ministerielt tilsyn
Tillykke til årets vindere og jury!
- Karsten Kolding, kommunikationsdirektør Orkla i Danmark
- Bo Mikael, journalist og selvstændig konsulent
- Bille Sterll, selvstændig journalist og kommunikatør
- Marianne Søndergaard, kommunikationschef Hotel- og Restaurantskolen, tidligere redaktionschef.