Pressemeddelelse
Ny analyse fra Danske Medier finder intet belæg for den udbredte antagelse om, at gratis public service-nyheder øger brugen af private medier. Resultaterne bør indgå i de kommende medieforhandlinger.
Gennem en længere periode har en central antagelse i den mediepolitiske debat lydt, at gratis nyheder fra public service-medierne gør befolkningen mere tilbøjelig til at bruge private medier. Tanken er, at public service fungerer som en appetitvækker, der får flere danskere til at betale for private nyhedsmedier. En ny analyse fra Danske Medier finder imidlertid ingen dokumentation for den sammenhæng.
Antagelsen – ofte omtalt som ”crowding in” – bygger primært på tidligere stikprøver i internationale studier af udenlandske markeder, som ikke er sammenlignelige med det danske. Danske Medier har nu undersøgt spørgsmålet med udgangspunkt i konkrete brugertal fra det danske mediemarked. Analysen sammenligner de gennemsnitlige daglige onlinebesøgende på de otte TV 2-regioners hjemmesider med brugen af 36 private lokale og regionale medier i de samme geografiske områder.
Hvis antagelsen holder, bør de private medier stå stærkest i de områder, hvor TV 2-regionerne har flest onlinebrugere. Analysen underbygger imidlertid ikke denne antagelse.
Ny viden bør få politisk opmærksomhed
I den TV 2-region med flest daglige onlinebesøgende findes samtidig det laveste samlede brug af private lokale og regionale medier. Omvendt findes det højeste private mediebrug i den region, hvor TV 2-regionen har færrest besøgende. Samlet set har de otte TV 2-regioner 19 procent flere daglige onlinebesøgende end de 36 private lokale og regionale medier i analysen. En række statistiske tests underbygger sammenhængen.
”For første gang undersøges crowding in-hypotesen på baggrund af faktiske brugertal fra det danske mediemarked. Resultaterne viser ikke den positive effekt af public service-medier som ’appetitvækker’, og det bør naturligvis få politisk opmærksomhed, så centrale mediepolitiske beslutninger ikke bygger på konklusioner, der ikke kan påvises faktuelt. Fokus i medieforhandlingerne bør være, hvordan vi også i fremtiden sikrer borgerne i hele Danmark adgang til et bredt og uafhængigt medieudbud,” siger Dicle Duran Nielsen, administrerende direktør i Danske Medier.
Analysen følger Danske Mediers kritik i december 2025 af udvalgsrapporten om TV 2-regionerne og ligger samtidig i forlængelse af Danske Mediers medieudspil, der efterlyser et stærkere vidensgrundlag for beslutninger om public service-mediernes rolle. Med analysen indleder Danske Medier arbejdet med at styrke vidensgrundlaget på området. Næste skridt er en større erhvervsøkonomisk analyse af relationen mellem public service og private medier i Danmark, som forventes at udkomme inden sommerferien.
Find og læs hele analysen her
Hovedpointer fra analysen
- TV 2-regionerne har samlet 19 procent flere daglige onlinebesøgende end de 36 private lokale og regionale medier i analysen.
- I den TV 2-region med flest besøgende findes det laveste samlede brug af private lokale og regionale medier (Midtvest-regionen).
- I den TV 2-region med færrest besøgende findes det højeste samlede brug af private lokale og regionale medier (Syd-regionen).
- Sammenhængene er efterprøvet gennem flere statistiske analyser på tværs af de regionale markeder.
Om analysen
Analysen bygger på gennemsnitlige daglige onlinebesøgende i 2024 og sammenligner TV 2-regionernes brugertal med 36 private lokale og regionale medier grupperet efter geografisk dækningsområde. Tallene stammer fra Dansk Online Index samt den officielle rapport fra Udvalget for undersøgelse af TV 2-regionerne fra december 2025.
Baggrunden for analysen er, at tidligere undersøgelser af den såkaldte crowding in-hypotese i høj grad har bygget på spørgeskemadata og internationale sammenligninger, som kan være vanskelige at overføre direkte til danske forhold. Med de offentliggjorte brugertal fra TV 2-regionerne og de officielle markedsmålinger fra Dansk Online Index er det muligt at undersøge sammenhænge mellem public service-medier og private medier på baggrund af faktiske brugertal fra det danske marked.
Analysen fokuserer på regionale markeder, men belyser samtidig en bredere national problemstilling. Hvis crowding in-hypotesen holder stik, bør sammenhængen også kunne genfindes på regionalt niveau. Samtidig giver sammenligningen mellem TV 2-regionernes dækningsområder mulighed for at undersøge sammenhænge på tværs af markeder, der er sammenlignelige.
Sammenhængene er efterprøvet gennem flere statistiske analyser på tværs af de regionale markeder.
Find og læs hele analysen her



