Medier får mulighed for at skilte med ansvarlighed
Medierne i Danmark får nu mulighed for at synliggøre over for brugerne, at de står til ansvar for det redaktionelle indhold. Initiativet med en særlig mærkningsordning er iværksat af Danske Medier, der er interesseorganisation for de private medier i Danmark.
Mærkningsordningen sker efter aftale med Pressenævnet. Selve mærket består af nævnets logo og en markering af, at mediet er tilmeldt Pressenævnet og tager ansvar for indholdet.
”Med mærkningsordningen ønsker vi at give vores medlemmer en mulighed for at synligøre det ansvar, som de tager hver eneste dag. Flere danskere bruger de sociale medier som nyhedskilder, men det er tjenester, som ikke tager ansvar for det de publicerer. Derimod tager de journalistiske medier ansvar for det indhold, de bringer. På de journalistisk redigerede medier er der ansat en ansvarshavende chefredaktør, der står til ansvar for indholdet, træffer valg og handler – også, når der opstår fejl,” siger Morten Langager, adm. direktør i Danske Medier.
Han fortsætter:
“Medierne i Danmark er underlagt medieansvarsloven og dermed Pressenævnets kompetence, og som borger kan man klage, hvis man oplever at blive behandlet unfair af medierne. Netop muligheden for at klage og stille medierne til ansvar adskiller de journalistisk redigerede medier fra de sociale platforme.”
Mærkningsordningen sker efter drøftelse i Danske Mediers redaktionelle udvalg og er 29. maj blevet fremsendt og præsenteret for alle medlemmer af Danske Medier, der er tilmeldt Pressenævnet. Det er frivilligt, hvorvidt medierne ønsker at bruge mærket, der kan anvendes i både trykte medier og digitale medier, der har foretaget anmeldelse til Pressenævnet.
Henvendelser vedrørende anvendelse af mærket og mærkningsordningen rettes til, chefjurist, Holger Rosendal, hrd@danskemedier.dk.
Om Danske Medier
Danske Medier er en brancheorganisation for de private danske medier. Vi kæmper for de journalistisk redigerede medier, det frie ord, den frie uafhængige presse og sunde rammevilkår for mediebranchen. Danske Medier tæller knap 300 medlemmer og næsten 900 medietitler.
Pressehenvendelser
Danske Medier, publicistisk chef Jesper Jürgensen, (+45) 30 65 29 50, jej@danskemedier.dk
Danske Medier, kommunikationskonsulent Christoffer Lehmann, (+45) 28 96 53 56, cle@danskemedier.dk
Medierne i Danmark er underlagt medieansvarsloven og dermed Pressenævnets kompetence, og som borger kan man klage, hvis man oplever at blive behandlet unfair af medierne. Netop muligheden for at klage og stille medierne til ansvar adskiller de journalistisk redigerede medier fra de sociale platforme.
Morten Langager, adm. direktør Danske Medier