Pressemeddelelse
Juryen har fundet årets nominerede til Anders Bording Priserne. Feltet har i år været præget af mange forskelligartede projekter og mange gode indstillinger.
”Det er tydeligt, at specialmedierne gør sig umage med indstillingerne, der oser af faglig stolthed. Det er der god grund til, for de produkter, vi har set, er generelt på et flot niveau. Både hvad angår det journalistiske og den idérigdom rundt om journalistikken, der skal til for at udvikle medierne og branchen. Det har naturligvis gjort juryarbejdet sværere, fordi mange fine indstillinger skal sies fra i opløbet, men det er et luksusproblem. Det er skønt, der er opbakning til priserne – det tegner godt for fag- og nichemediernes fremtid!”
Formand for juryen, Karsten Kolding
Juryen har nomineret følgende medier til Bording Priserne 2022:
Idéprisen
Akademikerbladet nomineres for en 10 sider lang tegnet reportage om geologen Christina, der var på kanten af førtidspension. Det er en nyskabende og modig fortælleform til et publikum, der ellers kan være glade for lange tekstartikler. Man får fortalt meget med få og enkle virkemidler. Det fremstår både subtilt og hensynsfuldt, uden at klarheden forsvinder.
Kulturmonitor nomineres for en podcastserie med 10 tidligere kulturministre. Serien formår at skabe en samtale på tværs af tid, sted og partiskæl, så man bliver klogere på historien og embedet. Det er en enkel idé, men det er en god idé, som er enormt godt eksekveret og derfor bliver både personligt og vedkommende
Fagbladet FOA nomineres for at formidle historier om et eviggyldigt og svært stofområde som løn- og arbejdsvilkår gennem nye formater. Brætspil, perleplader og sang er blandt virkemidlerne i projektet, som med garanti har skabt samtaler i læsernes frokostpauser. Der bliver skabt nye veje til læsernes hjerner og hjerter i en gammel jungle – det er sjovt, grumt og godt tænkt.
Medieprisen
Samvirke nomineres for en relancering med kurs mod det digitale. Som et af landets absolut største og mest veletablerede printmedier kræver det mod, overskud og det nødvendige fremtidsperspektiv at gå den vej på en måde, hvor både eksisterende læsere og annoncører følger trop – og nye kommer til.
Mediet Markedsføring nomineres for en markant omlægning af mediet. Skiftet har løftet ambitionerne, og Mediet Markedsføring er på imponerende kort tid blevet genoplivet og har skabt målbare resultater. Det er blevet et lækkert indholdsmæssigt og flot visuelt medie, der taler til en branche, der netop lever af de kreative og visuelle udtryk.
Ingeniøren nomineres for en veludført omstrukturering af mediets indholdskanaler. Fra at være en ugentlig avis er man omlagt til en 14. dages udgivelse og har blandt andet investeret i app, oplæsning af artikler og podcasts. Det er en nødvendig og veleksekveret omstilling, der opleves som et løft af både unge som gamle medlemmer.
Journalistprisen
Folkeskolen nomineres for deres afdækning af forholdene på den højt profilerede Søndervang Skole. Skolen opnåede flotte resultater gennem snyd og omgåelse af regler samt intimidering af lærerne. Historien er principiel, grundig og har haft mærkbare konsekvenser i form af advokatundersøgelse, tilbagebetalinger, ledelsens afgang og skærpet ministerielt tilsyn.
Sygeplejersken nomineres for deres kreative brug af fortællende journalistik. Sygeplejersken benytter sig af en svær genre, men er lykkes med at bruge formen som værktøj for at bryde tabuer, der skildrer deres medlemmer både dramatisk, sårbart og respektfuldt. Det er vedkommende faglig formidling af svære sager, der taler til hele registeret.
MobilityWatch og Ingeniøren* nomineres for at afdække, hvordan regeringen under forhandlingerne til infrastrukturplanen i 2021 ikke havde videregivet beregninger for CO2-udledningen i anlægsfasen, selvom de fandtes og selvom Folketingets partier efterspurgte dem. Stærk research, vedholdenhed og solidt journalistisk fodarbejde blev udslagsgivende for, at transportministeren måtte fratræde.
*Juryen for Anders Bording Priserne 2022 nominerede oprindeligt MobilityWatch til Journalistprisen, men blev efterfølgende opmærksom på en række forhold, der har gjort det aktuelt at udvide nomineringen til at være fælles med Ingeniøren, der er indstillet til samme pris for samme journalistiske projekt.
Tillykke til de nominerede og tak til juryen:
- Karsten Kolding, kommunikationsdirektør Orkla i Danmark
- Bo Mikael, journalist og selvstændig konsulent
- Bille Sterll, selvstændig journalist og kommunikatør
- Marianne Søndergaard, kommunikationschef Hotel- og Restaurantskolen, tidligere redaktionschef.