Kommentar af Dicle Duran Nielsen, administrerende direktør i Danske Medier.
Medier bør ikke mistænkeligøres eller opfattes på linje med algoritmestyrede techplatforme i en tid, hvor ”fake news”-begrebet har udviklet sig til et narrativ.
Vi lever i en tid, hvor tvivlen er blevet en konstant ledsager – om hvad der er sandt, og hvad der er manipuleret. Når magtens absolutte top – statsoverhoveder og politiske ledere i verdens mest indflydelsesrige lande – sår tvivl om valg, internationale aftaler og historiske kendsgerninger, er det ikke bare støj. Det er et strukturelt problem for demokratiet.
Når der skabes usikkerhed om Grønland, suverænitet og internationale spilleregler, og når videoer på sociale techplatforme kan være klippet, forfalsket eller syntetisk fremstillet, bliver det stadig sværere at skelne mellem virkelighed og iscenesættelse. Som borger står man midt i det hele. Man scroller, ser og læser – og spørger: Er det her sandt – eller er jeg fanget i algoritmernes spil?
“Fake news” er ikke længere kun falske historier. Det er også et narrativ. Et våben mod kritisk journalistik. Når alt kan kaldes fake, mister sandheden sin tyngde. Samtidig optimerer sociale techplatforme for opmærksomhed og følelser – ikke for sandhed. Det er en kommerciel logik, hvor vores tid og vores værdier er valutaen. Påvirkningen sker uden tydelig afsender og uden ansvar.
Mediernes afgørende rolle
I den virkelighed er frie og uafhængige medier ikke bare vigtige. De er afgørende. Mens platformene optimerer for engagement, arbejder redaktionerne efter et andet princip: dokumentation, kildekritik og ansvar. Kritisk journalistik er ikke fejlfri, men den er forpligtet. Forpligtet på fakta, på indsigt og på demokratiet. Medierne er offentlighedens vogtere. Ikke fordi de altid har ret, men fordi de kan holdes til ansvar.
Redaktioner arbejder i disse dage under massivt pres: hastighed, desinformation og politisk mistænkeliggørelse – præcis som andre samfundskritiske funktioner i krisetider. Dem hylder vi normalt. Sundhedsvæsenet. Beredskabet. Retsstaten. Men medierne? Dem tager vi ofte for givet. Det er en fejl.
For uden medier, der kan efterprøve påstande, sætte magt under lup og skelne mellem dokumentation og manipulation, overlades virkelighedsforståelsen til dem med flest ressourcer og mindst ansvar. Til dem, der råber højest og vinder på kaos. Når tilliden til sandheden smuldrer, er det ikke medierne, der er problemet. Det er fraværet af dem.
Derfor skal vi værne om den frie presse. Ikke mistænkeliggøre den eller relativere dens rolle ved at stille den på linje med algoritmestyret indhold uden redaktionelt ansvar. For i en tid, hvor alt kan manipuleres, er det ikke neutralitet, vi har brug for. Det er uafhængighed. Det er mod. Det er journalistik. Når tvivlen dominerer, står de frie medier fast. Det skylder vi dem ikke bare respekt for. Det skylder vi vores demokrati.
