Interview
Det er to år siden, Akademikerbladet gennemførte sit meget omtalte eksperiment, hvor redaktionen i en hel måned udelukkende brugte kvindelige kilder. Hvordan er det siden gået med mangfoldigheden i spalterne? Chefredaktør Troels Kølln gør status.
Det har været et fokusområde i årevis, og alligevel er kønsfordelingen i de danske medier stadig skæv. I januar offentliggjorde Akademikerbladet sin årlige liste over de 50 mest citerede eksperter, og den talte sit eget tydelige sprog. Kun fem af dem var kvinder, og ingen af dem fandt vej til top-20.
Der er altså stadig langt til ligestilling i æteren og spalterne herhjemme. Akademikerbladet er selv opmærksomme på problemet, og fagbladet fik meget omtale, da det i marts 2023 forsøgte sig med et eksperiment. I en hel måned ville redaktionen udelukkende benytte kvindelige kilder i sin journalistik. Eksperimentet skabte heftig debat og fik kritik af daværende ligestillingsminister Marie Bjerre, som ikke mente, at det var den rigtige vej at gå. Men ifølge chefredaktør Troels Kølln har det virket efter hensigten og rykket ved vanetænkningen på redaktionen.
”Da vi gjorde status over 2023, havde vi flere kvindelige ekspertkilder end mandlige. Og trak man selve den måned fra, hvor vi kørte eksperimentet, havde vi lige mange. Jeg var faktisk lidt bekymret for, hvordan 2024 ville se ud. Om vi ville falde tilbage igen. For det er ikke sådan, at vi konstant går og minder hinanden om, at nu skal vi huske at snakke med kvinder. Men vi havde også flere kvindelige end mandlige ekspertkilder sidste år, så eksperimentet har klart sat noget i gang og skabt en bevidsthed om vores kildevalg.”
Hvorfor er det vigtigt for jer at arbejde aktivt med diversitet?
”For mig handler det helt grundlæggende om, at hvis vi skal producere nuanceret, retvisende og skarp journalistik, så har vi også brug for, at kilderne repræsenter den virkelighed, vi beskriver. Jo flere forskellige stemmer, man får i spil, jo mere nuanceret kan man skrive sine historier. Og det her er jo bare ét parameter ud af mange, men det er noget, man relativt nemt kan måle på og få nogle diskussioner ud af. Vi ved fra både vores top-50-opgørelse og fra reel forskning, at medier generelt bruger flere mandlige end kvindelige kilder. Så det tyder på, at der er noget systemisk på spil, som gør det parameter værd at kigge på.”
Hvordan definerer I mangfoldig dækning?
”Det er ikke sådan, at vi ser os selv som et supermangfoldigt medie. Der er også andre punkter, hvor man kunne gøre mere. F.eks. kilder med anden etnisk baggrund end dansk eller folk med handicap. Man kunne også have et klasseperspektiv. Der er mange vinkler, man kan lægge på det. Men jeg tror, vi har fundet en god og praktisk måde at angribe et problem, hvor vi kan ændre noget. Det har i hvert fald vist sig, at det har gjort en forskel her to år efter, at vi gjorde noget radikalt anderledes i en måned og var sammen om det. Det synes jeg taler for, at man prøver at lave nogle benspænd for sig selv, hvor man skubber til måden, man gør tingene på.”
Hvilke udfordringer har I mødt, både under eksperimentet og efterfølgende?
”Da vi gennemførte eksperimentet, var den helt store udfordring, at det nogle gange blev lidt kunstigt. Når vi snakker ekspertkilder eller erfaringskilder giver det mening at tale om kønsfordeling, men når det gælder partskilder, bliver det ofte meningsløst. Du har jo ikke indflydelse på, hvem der sidder på bestemte poster, og så kan man ende med tilfælde, som da DR havde bedt et politisk parti om at stille med en anden ordfører for at få en kvinde med. Så bliver det absurd og giver bagslag. Derfor er man nødt til at være lidt pragmatisk og bare gøre det så godt, man kan.”
Var der også udfordringer internt?
”Det var ikke alle, der var sikre på, om det var en god idé. Og her lærte jeg, at det vigtigste er, at det ikke starter som en chefbeslutning, men at alle medarbejdere bidrager fra begyndelsen. For der kan være mange aspekter, man ikke kan se som chef. Hos os kom idéen til eksperimentet faktisk fra en på redaktionen. Og det er vigtigt, at man faciliterer nogle samtaler, hvor der er plads til at komme med skæve idéer og dele erfaringer. Der kan jo også være nogen, for hvem det slet ikke giver mening f.eks. at kigge på kønsfordeling. Og så er det vigtigt at lytte til det og tage snakken derfra.”
Hvordan griber I opgaven an rent lavpraktisk?
”Vi laver en løbende optælling. Når man har skrevet en artikel, melder man ind, hvordan kønsfordelingen har været. Det tror jeg også, mange andre medier gør. Vi har sat os et mål for, at vi vil have mellem 40 og 60 procent fordeling af kønnene, og vi offentliggør tallene for, hvor vi ligger, så folk kan se os efter i sømmene. Jeg tror, det er vigtigt, at vi forpligter os offentligt. Det har i sig selv en slags disciplinerende effekt.”
Har det også fået betydning for, hvilke typer historier I laver?
”Det har vi ikke nogen systematik omkring. Vi vil generelt gerne dække, når der er mennesker, der bliver overset, forfordelt eller behandlet uretfærdigt, og her kommer mangfoldighed ind. Det er jo ofte de grupper, der sjældent bliver hørt, som har problemer. Vi har f.eks. skrevet om, at det kan være svært at sidde i kørestol og være en del af arbejdsmarkedet, hvis arbejdspladsen ikke er indrettet til det. Hvad kan man gøre ved dét? Og vi har skrevet om at være autist, ensom eller andet i forbindelse med sit arbejdsliv. Så får man nogle af de stemmer i spil. Og det er jo ikke groundbreaking, men det handler meget om den konkrete idéudvikling i historien. At man lige stopper op og ser kritisk på kilderne og ikke bare vælger dem, man allerede ved vil være gode.”
Men det kræver vel også ressourcer?
”Selvfølgelig spiller det ind, hvor meget tid man har. Her er vi jo lidt privilegerede som fagblad. Vi har længere tid til vores historier end man har ved en newsdesk på et dagblad. Man skal have tid, ellers ender det i praksis med automatpiloten. Men det har stor værdi at dække de her emner. For eksempel har vi kørt en serie om personer i fleksjob, som jo ofte er folk med forskellige handicap. Det er noget af det mest læste, vi nogensinde har produceret. Og stort set hver gang, vi har skrevet noget om de mennesker, man ikke hører så meget til, har det givet enorm genklang. Vi får rigtig mange henvendelser på det. Det er noget, vores medlemmer virkelig gerne vil læse om.”
Har du nogle råd eller anbefalinger til andre medier, der gerne vil arbejde mere systematisk med diversitet i deres journalistik?
”Lav nogle eksperimenter. Lav nogle benspænd for jer selv, hvor I kan være sammen om at teste nogle nye ting af. Og vær pragmatisk med, hvad I vælger at fokusere på. Man skal ikke blive for fastlåst i nogle måltal eller krav, der kan skade ens journalistik på andre måder. Og så skal man have en forståelse for, at det kan gå galt. Både hos ledelsen og hos medarbejderne. Sådan er det at prøve noget nyt. Hvis det ikke dur, må man lave det om. Og opstil en form for offentlig forpligtelse, hvor andre kan holde øje med resultaterne, så det ikke bare bliver glemt, når man får travlt med noget andet.”
Lige nu har vi en ny verdensorden, hvor man især i USA lukker ned for initiativer, der skal fremme diversitet. Tror du, at det vil komme til at smitte af på jeres arbejde og på medierne herhjemme generelt?
”Jeg tror ikke, det kommer til at gøre en forskel for os, men jeg er spændt på, hvad det betyder for mediebranchen i det hele taget. Jeg forestiller mig to reaktioner på det, vi ser i USA: En afsmittende effekt, hvor medier herhjemme ruller tiltag for diversitet tilbage eller de i hvert fald bliver mere afventende og i mindre grad vil profilere sig på diversitet. Eller en modreaktion til udviklingen i USA, hvor vi står ved ambitionerne om mangfoldighed, fordi det er en vigtig dansk og europæisk værdi. Jeg tror mest på det første og håber på det andet.”
Ønsker du at høre mere om Akademikerbladets indsatser, kan du kontakte Troels Kølln på tko@dm.dk
Om Fra medlem til medlem
I denne interviewserie går vi bag kulisserne hos Danske Mediers medlemmer, som deler deres visioner og erfaringer om arbejdet i en mediebranche under hastig forandring.
