I 1911 beskrev historikeren Kristian Erslev i “Historiens Teknik”, hvordan man med fotografiet og de levende billeder endelig havde fået et historisk vidne, der ikke kunne manipuleres. Der gik selvfølgelig ikke ret lang tid, før det blev meget tydeligt, at det ikke var tilfældet. Et tidligt eksempel er Stalins fjernelse af Trotsky fra billeder fra 1919.
Nu lever vi så i en tid med deep fakes, hvor vi grundlæggende skal være forsigtige med at tro, hvad vi ser og hører. Er det så et nyt vilkår for journalistikken, eller i virkeligheden bare en fortsættelse af den problematik, som Erslev havde misset i 1911? Er vores største problem lidt polemisk sagt, at afdækningen af den mest sandsynlige virkelighed blot stiller nye krav om kompetencer og evner, som ikke nødvendigvis er dækket af gængs journalistisk uddannelse? Den journalistiske dækning af en virkelighed, som er under påvirkning af teknologi, kræver, at vi kan forstå og arbejde på teknologiens præmisser.
De klassiske journalistiske dyder og arbejdsmetoder er uforandrede. Men det er op ad bakke at operere som kritisk journalist, hvis man er grundlæggende tal- og teknologiforskrækket. Vi skal selv have teknologiforståelse nok til at afdække, hvordan vores verden påvirkes af data- og i flere tilfælde også AI-drevne beslutninger, som ikke altid er gennemtænkte eller sunde.
En anden udfordring er at vinde brugernes opmærksomhed og tillid. Det har vi levet med siden de sociale mediers sejrsmarch i slutningen af 00’erne, og de fleste publicister har efterhånden forstået, at kampen om tid og tillid ikke skal vindes med click-bait men med klassisk kvalitetsjournalistik.
Vi er i medierne gode til at skælde ud på de sociale medier for ikke at tage et samfundsansvar, og vi bliver med nogen ret beskyldt for, at rønnebærene bare er sure, fordi tæppet er revet væk under vores forretningsmodel. Det er også virkelig ærgerligt. Men det er ikke nær så ærgerligt, som det de sociale medier risikerer at gøre ved vores demokratier, hvis ikke vi holder dem til ansvar og kalder kejseren, hvad kejseren er.
For godt et år siden gik Sri Lanka i undtagelsestilstand i kølvandet på en serie terrorangreb, der kostede 258 mennesker livet og sårede over 500. På det tidspunkt havde det længe været en kendt sag, at Facebook havde været platform for udbredelsen af propaganda og chikane vendt mod landets muslimske mindretal. Det var en propaganda, der ikke var stoppet af hverken moderatorer eller på anden vis, og det var medvirkende til den optrappede konflikt. Facebook slog naturligvis på ingen måde de 258 mennesker ihjel, men konfronteret med spørgsmålet om, hvorfor der ikke havde været flere moderatorer til at stoppe den systemiske propaganda var svaret, at det var svært at finde nogen, der kunne sproget. Den lader vi stå et øjeblik.
De sociale medier er ikke redaktører, men de har et ansvar for, hvad der optræder på deres platforme. Det ansvar skal politikerne holde dem til med regulering, der får techgiganterne til at tage det alvorligt og med krav om transparens, som gør det muligt for os som publicister at afdække, hvad der foregår.
Vores del af ansvaret består så i at sikre, at vi har kompetencerne til at gennemskue en verden, der er stadig mere påvirket af teknologi. Det stiller nye krav til os som udgivere og journalister. Men jeg er sikker på, at vi som medier både kan finde nogen, der taler data, AI og tamil og singalesisk, hvis det er nødvendigt.
