Mediepluralisme
Kære medlem
Hvis begreber og fraser kunne ranglistes, ville ‘mediepluralisme’ ligge helt oppe side om side med ‘demokratisk samtale’ og ‘AI-kompetencer’.
Men det bliver straks mere mudret, hvis man kratter lidt i, hvad der menes med begreberne. Er demokratisk samtale en artig og høflig samtale, eller er det et samfunds plads til at have en ophedet debat om vigtige emner? Og er ‘AI-kompetencer’ evnen til at snyde sig til en karakter på baggrund af en prompt, eller er det teknologisk indsigt i – og forståelse for – de modeller, der ligger bag?
Og hvad mener vi med mediepluralisme? Danske Medier arbejder, både i forhold til mediestøtte som i alle andre forhold omkring mediers rammevilkår, for mediepluralisme.
Det forbandede ved pluralisme er – lidt ligesom med demokrati – at vi også skal rumme dem, der ikke ligner os, og dem vi er uenige med. Hal Kochs ide om den demokratiske samtale handlede netop om det – om at rumme det forskellige.
I den præmis ligger iboende, at det ikke er muligt at nå til enighed eller blive ens. Det er ikke engang ønskværdigt. Det, der gør os til medier og til publicister, er netop, at vi formår at belyse samfundet som en prisme fra mange forskellige vinkler. Havde vi kun én tilgang, ville vi i sidste ende altid være systembevarende.
"Danske Medier er sat i verden for at sikre stabile og rimelige rammevilkår for alle, der ser sig selv som publicister; som repræsentanter for et fag og en branche, hvis opgave det er at kaste lys på vores samfund fra mange forskellige vinkler."
Danske Medier er sat i verden for at sikre stabile og rimelige rammevilkår for alle, der ser sig selv som publicister; som repræsentanter for et fag og en branche, hvis opgave det er at kaste lys på vores samfund fra mange forskellige vinkler.
I de sidste +20 år er teknologi i almindelighed og digital distribution i særdeleshed blevet en forudsætning for, at det lys, vi kaster på samfundet, faktisk også ses af de borgere, der agerer i vores demokrati. Det er en stadig udfordring, som er fælles for os alle, og som vi alle har kastet store summer efter og transformeret vores virksomheder i takt med. Men det gør os ikke til teknologivirksomheder. Teknologi er en disciplin, som vi pinedød skal være verdensmestre i. Jeg har selv arbejdet i krydsfeltet mellem publicisme og teknologi i 25 år og har set en del strømskifter i den tid. Vi skal følge med, og vi skal være kloge, men vi skal altid holde fast ved, at vi er publicister først. Vi må ikke lade os lokke af løfter og tomme erklæringer fra aktører, som aldrig har haft hverken demokratiske eller publicistiske hensigter.
Mediepluralismen trives i Danmark. Vi er berigede med et medielandskab, hvor samfundet belyses fra vidt forskellige vinkler, og hvor de gode historier bevæger sig i et økosystem, hvor ingen er uafhængig af de andre. Og selvom der kan peges fingre ad, at nogen ikke synes at have fulgt med udviklingen, eller andre bare lukrerer på de store mediers redaktionelle muskler, er vi afhængige af hinanden.
Det er altid lettere at være imod noget end at skulle tage den forbandede tjans at gøre det tydeligt, hvad man er for. Så her er mit forsøg på at beskrive den mediepluralisme, jeg går ind for.
Jeg elsker tabloidpressen. Jeg elsker, at vi stadig har medier, der gennem en direkte forbindelse til almindelige (det er os alle) menneskers guilty pleasures formår at have en rækkevidde, der gør, at de indkapsler begrebet “sandhed til magt”, når de kører på med de vigtige historier, som mange andre medier måske ikke ville have skrevet, men som kaster det helt hårde malerlys, som ingen kan dukke sig for, på vores samfund.
"Mediepluralismen trives i Danmark. Vi er berigede med et medielandskab, hvor samfundet belyses fra vidt forskellige vinkler, og hvor de gode historier bevæger sig i et økosystem, hvor ingen er uafhængig af de andre."
Jeg er stolt af de lokale og regionale medier – de gamle og de nye – som fra både store medieorganisationer og baglokaler brænder for at aktivere det lokale demokrati, engagement og debat. Mængden af nye aktører blander sig med en dyb erkendelse og forståelse hos ‘de gamle’ af, at der skal tænkes nyt og interageres på nye måder med borgerne.
Underskoven af nye medier, der kommer, går og for mange heldigvis slår rødder, skaber både nyt i egen ret, smitter af på og udfordrer tempoet i den udvikling, der sker på tværs af mediebilledet. Det er en underskov, der provokerer og inspirerer til at nå ud til nye målgrupper, og som breder den publicistiske ide ud til dele af samfundet, hvor den kan være trængt.
De specialiserede medier taler til et publikum, der elsker ‘deres’ medier og hader dem, når de er uenige med dem – på et niveau, der er familiestridigheder værdigt. De kaster lyset ud i hjørner og afkroge, hvor bredere medier hverken har viden, kilder eller erfaring til at nå ud. Og takket være deres rolle i økosystemet trækker historier, der ved første øjekast kan synes som smalle, nye samfundsdagsordener.
Forbindelsen mellem de brede samfundsdagsordener og det nære i menneskelivet understøttes også af en magasinpresse, der om nogen har måttet flytte sig i takt med brugerne og finde nye platforme og forbindelser.
De såkaldt landsdækkende dagblade er måske de, der har gennemgået de mest radikale transformationer over de sidste 15-20 år. Fra oprindeligt at have været relativt målgruppespecifikke til i nogle årtier at være meget brede, har de på hver deres måde og med hver deres helt særlige DNA formået at genopfinde sig selv i ånden af netop det lys, de kaster på verden. Lyset er blevet mere mangeartet og tydeligt i hver sin ret – og hurra for det. Det bidrager til pluralismen.
"Jo mere jeg har set, jo mere overbevist er jeg om, at der er mere, der samler os end skiller os. Det kræver bare det enkle; at vi favner, at forskelligheden er vores styrke og at publicismen altid er vores fællesskab."
Mediepluralismen er også de brede medieplatforme, som, hvad end de er statsligt finansierede eller opererer på kommercielle vilkår, har til opgave at favne så mange danskere som muligt. Også deres troværdighed er tæt forbundet med eksistensen af et bredt journalistisk økosystem.
Over det hele svæver den mediekonvergens, vi talte meget om, da jeg var ung i 90’erne, men som i dag er en realitet og ikke længere hedder mediekonvergens, men nu har mærkater som platformsneutralitet.
I en tid hvor alle – både etablerede medier og andre – kan være deres egne udgivere af podcast, film og andre nye formater, er det en styrke for de publicistiske medier, at vi også i fællesskabet har grupper med årtiers erfaring med lyd, og folk som er olympiske mestre i netop de nye formater, og som formår at brede deres kompetencer ud i branchen.
I de 25 år, jeg har arbejdet i den danske mediebranche, først som journalist, siden redaktør, digital udvikler og de sidste mange år som medieleder, har jeg haft det store privilegium at have berøring med alle ovenstående. Jeg har været startup (os imod verden), jeg har arbejdet med et stort dagblad, med lokale og regionale medier, med magasiner og med nicher. Og jo mere jeg har set, jo mere overbevist er jeg om, at der er mere, der samler os end skiller os. Det kræver bare det enkle; at vi favner, at forskelligheden er vores styrke og at publicismen altid er vores fællesskab.
Rigtig god sommer
Christina Blaagaard, bestyrelsesformand i Danske Medier
