Debatindlæg af Dicle Duran Nielsen, administrerende direktør i Danske Medier
En statslig medieombudsmand med juridiske beføjelser vil flytte magten fra pressen til politikerne. Og når først statens hånd hviler tungt på pressens skuldre, er det ikke borgerne, der er blevet stærkere. Det er magthaverne.
Regeringen ønsker at etablere en statslig medieombudsmand med vidtgående beføjelser: ret til at rejse straffesager mod medier, mulighed for at indtræde i civile sager mod medier og adgang til at henstille til fri proces mod medier.
Det lyder teknisk. Det lyder måske tilforladeligt. Men under overfladen gemmer sig et frontalangreb på dét, der adskiller et velfungerende demokrati fra dets skyggebilleder: en fri og uafhængig presse.
En sådan ordning vil ikke styrke borgernes retssikkerhed. Den vil underminere den. Den vil ikke skabe større åbenhed. Den vil skabe frygt. Og den vil ikke gøre medierne mere ansvarlige. Den vil gøre dem mere lydige. Og hvem vil have gavn heraf?
Lad os tage de tre juridiske beføjelser én efter én.
Straffesager mod medier
I dag er det Rigsadvokaten, der på et uafhængigt og overordnet niveau vurderer, om der skal rejses straffesager mod medier. Det sker sjældent – og kun, hvis almene hensyn kræver det. Dermed sikres et afgørende armslængdeprincip: Magthaverne kan ikke uden videre retsforfølge pressen.
En medieombudsmand med kompetence til at rejse sådanne sager vil bryde dette princip. For hvordan kan man garantere, at en ombudsmand udpeget af det politiske system ikke – bevidst eller ubevidst – vil lade sig påvirke af samme system?
Den europæiske menneskerettighedsdomstol har gentagne gange understreget, at statslige myndigheder ikke må anvende strafferetlige mekanismer på en måde, der kan afholde pressen fra at udføre sit arbejde. Netop dét risikerer vi her. Et koldt men effektivt middel til selvcensur.
Indtræden i civile retssager
Tanken er, at en medieombudsmand skal kunne stille sig på borgerens side i en retssag mod et medie. Det lyder næsten sympatisk. Men i praksis vil det skabe en åbenlys og uløselig interessekonflikt. For hvordan skal en institution, der også er meningsdanner i den offentlige debat om mediernes etik, kunne optræde som “upartisk” aktør i retten?
Juridisk set udhuler det kontradiktionsprincippet – grundstenen i retfærdig rettergang – når en statslig aktør indtræder på den ene side af sagen. Resultatet er en skævvridning, hvor pressen møder staten ikke blot som lovgiver og dommer, men også som modpart.
Henstilling til fri proces
Endelig indebærer forslaget, at en medieombudsmand skal kunne anbefale, at staten betaler borgernes omkostninger i retssager mod medier. Det betyder reelt, at staten aktivt opfordrer til flere sagsanlæg mod pressen.
Og når truslen om langvarige, dyre retssager først hænger over redaktionerne, er det ikke kun de dårlige historier, der falder væk. Det er også de gode. De nødvendige. De ubehagelige.
Hvem vil vi ligne?
Tilhængere af forslaget nævner Sverige og Irland, hvor der findes ordninger med medieombudsmænd. Men de ordninger er helt anderledes: De er branchefinansierede og bygger på frivillig selvregulering. De er ikke statslige myndigheder med mulighed for at føre straffesager.
Hvis vi skal finde virkelige paralleller, må vi i stedet kigge mod lande, vi normalt ikke vil sammenligne os med, hvor fællesnævneren er skræmmende klar.
Når staten først får lov til at definere mediernes råderum og samtidig får juridiske våben til at håndhæve den definition, så flytter magten sig fra pressen til politikerne. Og så er pressefriheden ikke længere reel.
Hvad står på spil?
De seneste år har vi haft afsløringer som FE-sagen, Syrien-børnene, Samsam-sagen og minkskandalen. Alle eksempler på journalistik, som ramte magthaverne hårdt, men som var helt afgørende for demokratiets gennemsigtighed.
Forestil dig disse sager i et system, hvor en statslig medieombudsmand kunne rejse straffesager eller tilskynde til civile sagsanlæg mod de medier, der gik forrest. Tror vi virkelig, at det ville have styrket offentlighedens indsigt?
Sandheden er den modsatte. Et sådant system ville have haft en kølende effekt på den kritiske journalistik. Måske var historierne aldrig blevet skrevet.
Vores bud på vejen frem
Hvis vi ønsker at styrke borgernes beskyttelse mod mediernes magt, findes der bedre veje: En opdatering af Pressenævnet. Stærkere selvregulering i branchen. En certificering af ansvarlige medier. Alt sammen tiltag, der kan øge mediernes ansvar uden at undergrave deres frihed. Alt sammen tiltag, som branchen står klar til at løfte.
Derfor støtter Danske Medier en uafhængig medieombudsmand, som kan skabe debat og henvise sager til Pressenævnet, men vi er klart imod en statslig medieombudsmand med retslige beføjelser mod medierne.
At overlade opgaven til en statslig medieombudsmand er at sætte ulven til at vogte fårene. Vi skal ikke narres af den pæne indpakning: Forslaget vil bringe Danmark på en glidebane, hvor staten langsomt – men sikkert – får stadig mere magt over medierne.
Og når først statens hånd hviler tungt på pressens skuldre, er det ikke borgerne, der er blevet stærkere. Det er magthaverne.
