Debatindlæg af Dicle Duran Nielsen, administrerende direktør i Danske Medier
Et automatisk navneforbud er ikke den rigtige vej at gå, hvis vi vil stoppe privatpersoners rygtedannelser på de sociale medier. I stedet for at hindre medierne i deres arbejde bør man regulere de techplatforme, hvor problemet ligger.
Alle tiltalte skal som udgangspunkt omfattes af et navneforbud. Sådan lød et disproportionalt forslag fra formanden for Landsforeningen for Forsvarsadvokater, Kåre Pihlmann, i weekenden, og han bakkes nu op af en række politikere og sågar brancheforeningen Danske Advokater.
Forslaget er en farlig glidebane for offentlighedens adgang til vigtige oplysninger og klæder ikke et velfungerende demokrati og retssamfund.
Det går ud på, at navneforbud skal ske pr. automatik i alle straffesager, indtil en dommer aktivt vælger at ophæve det. Det vil i praksis betyde, at vores nuværende retstilstand vendes på hovedet. I dag er offentlighed i retsplejen vores grundlovssikrede udgangspunkt, men nu vil man gøre hemmeligholdelse i straffesager til normen fremfor undtagelsen.
Gennemsigtighed sikrer tillid til retssystemet
Grundlovens § 65 bestemmer, at der i retsplejen gennemføres offentlighed og mundtlighed i videst muligt omfang. Det betyder, at retssager så vidt muligt skal være åbne for offentligheden. Borgere skal kunne overvære retssagerne, og pressen skal kunne skrive om dem.
Gennemsigtigheden sikrer tilliden til vores retssystem, idet vi kan holde øje med, at alt foregår efter reglerne, og undgå at borgere afskæres fra at få at vide, hvis magtfulde personer er sigtet eller tiltalt for alvorlige forbrydelser. Udover hensynet til offentligheden, forhindrer det grundlovssikrede udgangspunkt også, at man kan blive sigtet og dømt i hemmelighed.
Et automatisk navneforbud vil øge spekulation og mistænkeliggørelse, da privatpersoner alligevel vil forsøge at finde frem til de skjulte navne. Det kan føre til fejlagtige beskyldninger og uberettiget mistanke mod uskyldige personer. Og endelig vil det hæmme mediernes demokratiske rolle. Medierne fungerer som borgernes vagthund, og hvis de først skal igennem en retslig proces for at få lov til at offentliggøre navne, kan vigtige sager forblive skjulte for offentligheden.
I stedet for at styrke retssikkerheden vil man med et automatisk navneforbud risikere et samfund, hvor mistro, lukkethed og spekulation trives. Det er det modsatte af et velfungerende demokrati, der bygger på åbenhed, ansvarlighed og borgernes tillid.
Medierne er ikke problemet
De ansvarlige, redigerede medier er gode til at foretage den nødvendige afvejning mellem offentlighedens interesse og hensynet til enkeltpersoner. De overholder lovgivningen og de presseetiske retningslinjer og bringer kun navne, når det vurderes at være væsentligt og i samfundets interesse.
Et automatisk navneforbud vil ikke forhindre rygtedannelse eller privatpersoners hævngerrige udmeldinger. Det er i høj grad privatpersoner, der spreder oplysninger på sociale techplatforme, og der findes flere eksempler på sager, hvor navne på trods af forbud er blevet delt. Problemet eksisterer hos de uregulerede og ukontrollerbare sociale techplatforme, hvor information spredes uden ansvar og uden reelle konsekvenser. Hvis der skal reguleres, bør fokus derfor være på at adressere kilden til problemet fremfor at begrænse de ansvarlige medier.
Ingen ønsker, at en uskyldig person bliver hængt ud offentligt. Ingen ønsker, at vi skal have en folkedomstol. Men den nuværende lovgivning tager allerede højde for denne balancegang. At gøre navneforbud til udgangspunktet er et unødvendigt og skadeligt skridt, der vil lukke vores retssystem og svække borgernes adgang til vigtige oplysninger.
Debatten om navneforbud, og hvordan man håndhæver det, er vigtig, men løsningen er ikke at diktere hemmelig retspleje. Vi må værne om åbenhed, offentlighed og pressens frie rolle i samfundet.
For et demokrati lever i lyset – ikke i mørket.
